Sansemotorisk træning styrker dit barns neurologiske fundament

Sansemotorisk træning styrker dit barns neurologiske fundament
Sagt på hverdagsdansk, så er det godt for hjernen at lege med både sanser og motorik. Få et børneergoterapeutisk input og et par konkrete idéer til sanselege med dit barn her.

Hvad er det så for noget, det der sansemotorisk træning? Børneergoterapeut Ann Helene Kristensen fra Baby-steps forklarer, at det går ud på at styrke grovmotorikken gennem aktiviteter, som stimulerer sansesystemerne:

“Engang snakkede man om motorisk udvikling og sanser som to ting, der var hver for sig. Heldigvis er vi blevet klogere - i dag snakker vi om sansemotorisk udvikling. Det ene sker ikke uden det andet.”

Leg med sanserne - sammen med din baby

Du har sikkert hørt fra mange, at det er godt for din baby at ligge på maven - og med god grund. Det er ganske god træning at ligge på maven, når man er baby. Nysgerrigheden vinder og hovedet løftes med muskelhjælp fra ryg og nakke. Hænderne kommer i brug, når noget skal undersøges nærmere (og puttes i munden). Til sidst er det også fra mavestillingen, at din baby lærer at holde sin egen vægt og begynder at krybe og kravle. 

Så baby på maven er godt. Tjek.

Men det er naturligvis også fint at tage et hvil på ryggen. Det er der ingenting galt med. I den forbindelse har mange småbørnsfamilier glæde af et aktivitetsstativ, som er med til at afgrænse det rum, barnet skal forholde sig til, når det ligger på ryggen. Børneergoterapeut Ann Helene Kristensen fortæller, at ryglejet har sin berettigelse - også i et sansemotorisk udviklingsperspektiv:

“Vi prædiker, at barnet skal ligge en masse på maven. Men for at kunne rulle fra ryg til mave, er det en forudsætning at babyen har balancen i ryglejet. At ligge på ryggen og kigge op og ud til siderne, er med til at styrke den rygliggende stilling.”

På den måde kan aktivitetsstativet med forskellige ophæng fint bruges til at styrke sansemotorikken hos de helt små. 

Børneergoterapeutens tip til sanseleg med aktivitetsstativ

Det kan være fristende at proppe al yndlingslegetøjet op på aktivitetsstativet. Pangfarver og hele pivtøjet. Med mindre du er den minimalistiske og farvekoordinerede type. Begge dele er fint, så længe din baby er glad. 

Men ønsker du at bruge tiden med aktivitetsstativet lidt mere intentionelt i forhold til sanseudvikling, kan du ifølge Ann Helene med fordel nøjes med et enkelt stykke legetøj eller to på aktivitetsstativet ad gangen:

“På den måde kan du styre din babys opmærksomhed og kropsstilling under stativet, ved at skubbe legetøjet frem og tilbage på pinden.”

3 sanselege for børn

Ann Helene er sprængfyldt med gode idéer til, hvad du selv kan gøre derhjemme, for at styrke dit barns naturlige evne til sansebearbejdning. Mange af de bedste sanselege bruger I sikkert allerede derhjemme, som det mest naturlige i verden. 

Det skal netop ikke blive endnu et svært projekt - det bedste er faktisk, når den sansemotoriske træning bare smelter sammen med naturlig leg.

Her får du børneergoterapeutens top 3 sanselege for børn:

Tumletoppen

Den evige klassiker. Du kender den måske fra legepladsen eller gymnastiksalen, da du selv var barn. Nogle kalder den en tummelumsk - også et godt navn. 

Men tumletoppen giver ikke bare rundtossede børn. Den kan mere end det. Tumletoppen stimulerer dit barns vestibulærsans - også kaldet labyrintsansen. Ja, kært barn kan have mange navne. Vi kan også bare kalde det balancesans. Det er den sans, der sørger for, at hjernen ved besked om kroppens placering - både lodret, vandret og diagonalt. 

En godt stimuleret balancesans giver i første omgang bedre balance - sjovt nok. I næste omgang har den en positiv effekt på både koncentration, sprogudvikling og synssans. 

Så tumletoppen er et hit - både da far var dreng og nu. Med Ann Helenes ord, er nogle ting bare kommet for at blive, fordi det virker. Sådan er det.

Sansebolde

Bolden er vel et universelt stykke legetøj. For både børn og voksne i virkeligheden. Primært til leg og sport, men altså også til sansemotorisk træning. 

Sansebolde og massagebolde findes i et væld af størrelser, former og farver. Bolde med forskellige teksturer og tyngder kan i første omgang hjælpe dit barn med at afkode forskellige overflader. Så langt, så godt.

Det er den taktile sans, der stimuleres her. I daglig tale: Følesansen.

Når du bruger en massagebold på kroppen, hjælper du dit barn med at definere og afgrænse, hvor kroppen går til og resten af verden begynder. Uden tvivl et godt udgangspunkt at have.

Løbecyklen

Løbecyklen kommer vi ikke udenom. Ifølge Ann Helene er den et hit gennem hele tumlingealderen og mere til:

“Så snart dit barn kan gå stabilt, anbefaler jeg at tilbyde dem den første lille firhjulede løbecykel. Efterhånden som barnet bliver større, kan du skifte cyklen ud med en større udfordring.”

Små børn har fra naturens hånd ikke en særlig veludviklet muskel-ledsans (nørdede typer ville måske sige proprioceptiv sans, men vi holder os til det, vi kan udtale). Den underudviklede muskel-ledsans kommer til udtryk i den klodsede måde, små børn bevæger sig på. 

Der er næsten ikke noget sødere end små børn, der overhovedet ikke fatter, hvor deres egen krop er i forhold til omgivelserne. Men det er selvfølgelig knap så charmerende, hvis det fortsætter på den måde ind i voksenlivet.

Heldigvis stimuleres muskel-ledsansen helt naturligt i takt med barnets evne til at kravle, stå og gå. Der kommer langsomt men helt sikkert mere og mere kropskontrol. Men al bevægelse hjælper med. Så op på løbecyklen og afsted.

Se børneergoterapeut Ann Helene Kristensens video om løbecykler til tumlinge:

Læs næste

Den store guide om uld til børn
Idéer til gode sanselege for børn

Efterlad en kommentar

Denne side er beskyttet af reCaptcha, og Googles Politik om beskyttelse af persondata og Servicevilkår er gældende.

Gratis fragt

Gratis fragt på alle ordre over 499,-

Dansk kundeservice

Vi svarer inden for 24 timer

Glade kunder

Vi har 4,5 stjerner på Trustpilot

Dansk kvalitet

Dansk design og kvalitet